Tabuet om ensomhed

Det kræver mod at tale om sin ensomhed. Ensomhed er i dag et tabu.

 

Man kan være bange for, at det at tale om sin ensomhed vil blive opfattet som kritik. Man kan være bange for ikke at blive forstået og bekymre sig om, hvad andre tænker om en. Man kan være bange for at blive opfattet som negativ og belastende og for at blive afvist.

De fleste mennesker ved ikke, hvordan de skal forholde sig til ensomhed hos et andet menneske, hvordan de skal tale med vedkommende, og hvad de skal stille op. Det skyldes, at de færreste af os har oplevet den tillid, det er at blive indviet i et andet menneskes ensomhed.

Mange mennesker, der føler sig ensomme, er flove og skammer sig over deres ensomhed; også i en høj alder. Ensomme mennesker tænker ofte, at de lever deres liv forkert, og at det er deres egen skyld, for "de ku’ da bare tage sig sammen". Der kan være brug for en håndsrækning.

Som gammel ønsker man at beskytte først og fremmest sine børn, men også andre personer, man holder af og sætter pris på at kende. Ældre ønsker frem for alt ikke at være en belastning for deres nærmeste. Derfor kan det være særligt svært for ældre at fortælle om deres ensomhed, fordi de er bange for at virke bebrejdende og give deres børn eller andre dårlig samvittighed og derved belaste relationen.