Forebyggelse og lindring af ensomhed

Forebyggelse af ensomhed i alderdommen drejer sig om at modvirke, at forbigående ensomhed bider sig fast.

 

At erfare forbigående ensomhed er en del af det at være menneske. Formentlig ingen i vores kultur og samfundsstruktur skånes for ensomhed gennem et helt liv. Ensomhed kan opstå, når man ikke har det rigtig godt. Ensomheden kan fremkaldes af savn eller personlige problemer, som er svære at løse – og bekymringer, som man ikke har lyst eller mulighed for at dele med andre. Det kan gøre ondt at sætte sig alene på en bænk i solen og se andre gå snakkende og leende forbi eller at betragte andres engagement i en samtale ved et middagsselskab, hvor man selv sidder tavs.
Når man føler sig ensom, tænker man ofte, at alle andre er lykkelige i deres parforhold, familierelationer eller omgangskreds, uden at vide, hvordan hver enkelt egentlig har det. For ensomheden ses ikke udenpå.

Denne ensomhed, som skyldes, at livet ikke altid er let, kommer og forsvinder i menneskers liv. Den forbigående ensomhed gennem livet kan ikke forebygges – og den forsvinder igen, fordi livsbetingelser ændres, problemer løses, tiden går.

Forebyggelse af ensomhed

Ensomhed kan beskrives som den sociale pendant til fysisk smerte, sult og tørst; det er smerten ved at føle sig afskåret fra social kontakt, det er 'sult og tørst' efter at føle sig forbundet til andre. Det har vi alle brug for. Når et ældre menneske føler sig ensom, er det en advarsel om, at hun eller han har brug for hjælp og nærvær fra andre mennesker for at forebygge, at ensomheden tager til og kompliceres af sociale og sygdomsmæssige faktorer.

Figur2

Forebyggelseskontinuum – fra tristhed til selvmord. Swane & Johannesen 2012.

Ældre mennesker, hvis sociale relationer er svage, går langt hyppigere til egen læge end ældre, der har et stærkt og godt netværk. Praktiserende læger har herved mulighed for at gribe den enkelte ældre, hvis de kan spotte ensomheden i en samtale, der måske i udgangspunktet drejer sig om noget helt andet (se Swanes artikel i højre side, 2017).

Et forskningsprojekt udført af Marselisborg – Center for Udvikling, Kompetence og Viden har påvist en række situationer, opmærksomhedspunkter, som omgivelserne kan være opmærksom på for at spotte potentiel ensomhed. Bl.a. er ældre, der ikke selv har børn, er tilflyttere eller har en alvorligt syg ægtefælle i risiko for at blive ensomme.

Forebyggelse af ensomhed i alderdommen drejer sig om at modvirke, at forbigående ensomhed bider sig fast. De fleste mennesker kæmper sig igennem en svær periode og kommer ud på den anden side. Man tilmelder sig måske et højskoleophold, går hen på dagcentret – hvor man ikke har været længe, eller ringer til en søster eller ven, man trænger til at se. Små skridt, der hjælper på vej.

Der kan også være brug for, at andre rækker en hånd ud. Måske er der en niece, en ven, nabo eller hjemmehjælper, som opdager, at et ældre menneske er mere trist, ikke dukker op i sædvanlige sammenhænge og takker nej til invitationer. Her kan enhver i omgivelserne spille en rolle ved at være omsorgsfulde, byde på samtaler og nærvær – og måske følgeskab til meningsfulde oplevelser og samvær.

Lindring af ensomhed

Når tab og triste tanker hober sig op, kan livet opleves som meningsløst, hvad enten man er ung eller gammel. Det kan give lindring at opleve et andet menneskes interesse for, hvem man er. Det kan lindre ensomheden, når nogen lægger mærke til en, lytter til og ser en, så man føler sig anerkendt.

Gennem relationen til et andet menneske kan man måske få lyst til at takke ja til invitationer fra familie, en nabo eller ven eller fra kommunens dagcenter eller ældreklubben. Nærvær og relationer kan give den tryghed og det mod, der skal til, for at være en del af større fællesskaber.