Fattigdom i alderdommen

Der er ældre mennesker i Danmark, der lever udsatte, ensomme og ofte usle liv. Økonomisk og socialt dårlige vilkår har negative konsekvenser, som akkumuleres gennem livet og ind i en for tidlig alderdom og død.

 

Andelen af 68+-årige, der er økonomisk dårligt stillede, udgør knap 5%. Folkepension er deres vigtigste indkomst. De ældre, der har de laveste indkomster, er i risiko for at opleve reelle afsavn af basale goder. De bruger fx færre penge på briller og tandlægebesøg (Amilon & Jeppesen 2016).

Flygtninge og indvandrere fra ’ikke-vestlige lande’ er stærkt overrepræsenteret i gruppen af økonomisk dårligt stillede. Det samme gælder personer med lavt uddannelsesniveau samt personer, der er ugifte eller har været skilt i mange år.

Fattigdom og udsathed fører til ulighed på en lang række områder, ikke blot økonomisk, men også socialt, kulturelt, i sundhed og i adgang til offentlige ydelser og hjælp. Et samlet udtryk er forskelle i middellevetid i samfundets økonomiske top og bund. Den fjerdedel af mænd i Danmark, der har højest indkomst, lever 10 år længere end den fjerdedel af mænd, der har lavest indkomst. Mænd i toppen lever i gennemsnit 82 år, mens mænd i lavindkomstgruppen i gennemsnit kun bliver 72 år. Blandt kvinder er forskellen i middellevetiden mellem den højeste og laveste indkomstgruppe knap 6 år (Baadsgaard & Brønnum-Hansen 2012).

I gruppen af økonomisk dårligt stillede ældre er der to grupper med særligt vanskelige livsvilkår. Den ene er personer, der kan kategoriseres som ’socialt udsatte’, den anden er ældre flygtninge og indvandrere. Ensomme Gamles Værn har særligt fokus på begge disse områder, mennesker og problemstillinger i sine bevillinger.