Nyhedsbrev juli 2011

 

Nyt om gamle hjemløse

12 Dage Uden Hjem er titlen på en by bog om gamle hjemløse i Danmark og udgivet med støtte fra EGV. Forfatteren, dr. George W. Leeson fra Oxford Universitet i England, har samlet en række dagbogsblade fra sine samtaler med besøgende på Kirkens Korshærs varmestuer i København. Det er personlige beretninger om det hårde liv og årsagerne til, at de nu befinder sig der i livet, hvor de er. George Leeson siger selv, at det måske kan virke deprimerende, men understreger samtidig, at det også var en af de mest berigende oplevelser i hans liv som forsker - at stå lige netop i grænselandet mellem det normale og det unormale liv og opdage, at det lige så godt kunne have været ham selv, hvis ikke ...

I juni måned er der desuden i tidsskriftet The Lancet blevet publiceret en ny, stor undersøgelse om hjemløse danskere. Forskere fra Region Hovedstadens Psykiatri har fulgt over 32.000 hjemløse danskeres vej gennem systemerne i en periode på 11 år fra 1999 til 2009. Hvor danskerne i gennemsnit lever hhv. 77,1 år (mænd) og 81,2 år (kvinder), dør hjemløse mænd 22 år før og hjemløse kvinder godt 17 år før. Som hjemløs er man altså "gammel", i betydningen "i slutningen af sit liv", når man har en relativt lav alder.

Dødsårsagen er i langt højere grad end for andre danskere selvmord og ulykker. Hjemløse kvinder begår således 15 gange oftere selvmord end andre kvinder, og hjemløse mænd tager syv gange oftere deres eget liv, end andre mænd gør. Undersøgelsen dokumenterer, at 60% af de hjemløse lider af psykisk sygdom eller har et misbrug. 10% har både psykiske problemer og er misbrugere, men reelt er antallet formentlig højere. Mange har også et misbrug og en psykisk sygdom uden nogen sinde at have været i kontakt med behandlingssystemet

12 dage Uden Hjem er udgivet af Foreningen Hjemløsedagen.

Med venlig hilsen

csw gl.nyhedsmail

Christine E. Swane
Direktør, Ensomme Gamles Værn