Livsfortællinger og ensomhed

Et narrativ er en fortælling. At blive alene med sin livsfortælling kan kaldes narrativ ensomhed.

 

Fortæl for Livet bygger på forståelsen af, at livshistorier spiller en central rolle for menneskers organisering og forståelse af livet. Nære relationer er karakteriserert ved, at parterne er tæt inde på livet af hinanden. Dette indebærer, at man må kende til hinandens vigtige, definerende livsfortællinger. 
Når ældre gennem Fortæl for Livet udveksler livshistorier, nedsættes den narrative ensomhed. Man er ikke længere alene med sine historier. Nye mennesker kender ens historier, og det muliggør etablering af nye relationer, der forebygger eller mindsker ensomhed.

En deltager i Fortæl for Livet beskriver narrativ ensomhed således: "Det er ligesom om, jeg er ved at fordampe. Der er ingen, som kan huske mit liv. Jeg kan ikke tale med nogen om det." 

Identitet formes gennem oplevelser og erfaringer. Værdier, holdninger og præferencer udvikles, sætter sig fast, bliver til et kompas der guider handlinger og adfærd. Når en deltager fortæller en livshistorie i Fortæl for Livet, står fortællingen således som en slags eksempel på, hvilket menneske fortælleren er. 

At lære en person at kende ved at lytte til vedkommendes livshistorier, kan sammenlignes med at gå fra lav til høj opløsning af et fotografi. Ved lav opløsning fremstår billedet sløret, og det er svært at aflæse, hvad man kigger på. Stiger opløsningen, bliver billedet skarpere, og detaljerigdommen træder frem. Det bliver smukkere og mere interessant at kigge på. Ligeledes gælder det for vores opfattelse af andre mennesker. Jo mere vi kender historierne bag personen, jo større vil forståelsen være, og jo bedre vil vi vide, hvem personen er.

At dele livsfortælllinger giver et hurtigere kendskab andre mennesker end den small talk, som sædvanligvis finder sted i mødet mellem fremmede. Fortæl for Livet kan derfor opfattes som en genvej til nye relationer. Det modvirker ensomhed, og det er, hvad Fortæl for Livet handler om.

Livshistorier spiller en vigtig rolle hos alle mennesker, men erindringer har en særlig signifikans i alderdommen. Måske fordi der her er flere historier at tage af, måske fordi der her ofte er tid til at tænke over det liv, man har levet og fortsat lever. Mange ældre finder det meningsfuldt at beskæftige sig med deres fortid. De fortæller eller skriver gerne deres erindringer.

Den tyske psykoanalytiker Erik Erikson mente, at alderdommen netop handlede om at beskæftige sig med fortiden. Han så det som alderdommens udviklingsopgave at integrere fortiden i nutiden, at komme overens med det liv, man har levet. Det drejer sig om livstilfredshed. I Fortæl for Livet gøres en del af arbejdet i fællesskab. Her er man fælles om at støve gamle historier af og fælles om at finde frem til deres betydning for det liv, man har levet. I Fortæl for Livet opstår et fællesskab, som beskæftiger sig med nogle af livets store spørgsmål. Tillid, fortrolighed og ærlighed er forudsætninger for fællesskabet.