Når jeg giver til mine oldebørn, føler jeg mig ikke fattig

Der var ikke frit valg på alle købmandens hylder, da Ann Fabricius voksede op under 2. Verdenskrig og i tiden efter. Knaphed på mange hverdagsfornødenheder var et vilkår, men tilværelsen skulle jo hænge sammen, og det gjorde den også. Den evne til at strække enderne og få dem til at mødes, kommer i dag Ann Fabricius til gode som folkepensionist. Hun får 9000 kr. udbetalt om måneden og dertil 200 kr. i ATP, for hun har ikke sparet op i en arbejdsmarkedspension. En gang om året får hun ældrechecken, der giver 10.000 kr. ekstra i banken.
 
– Jeg blev skilt, da jeg var 48 år, og det var min eksmand, der tog sig af vores økonomi. Jeg kom ud af ægteskabet, men jeg fik ikke en krone med derfra, siger Ann Fabricius, der bor i sin lejede kvistlejlighed på Frederiksberg.
 
I en del år var hun selvstændig freelancer som make up-artist, og der var ikke plads i budgettet til pensionsopsparing. I hendes nuværende økonomi som folkepensionist er der heller ikke noget at rutte med. Hun har mistet begge sine sønner, og søsteren og svogeren er heller ikke mere.
 
– Mine tre oldebørn og to af mine børnebørn får altid fødselsdagsgaver, og jeg giver 500 kr. til forældrene, så de kan købe gaver på mine vegne. Hvis det kniber den måned, så skærer jeg hellere ned på madindkøb, for når jeg giver til mine oldebørn, føler jeg mig ikke fattig, siger Ann Fabricius.
 
AnnF
Ann Fabricius er født i 1929, og hun har bl.a. lagt make-up på personagen Tutta Rosenberg. (Foto: Fonden Ensomme Gamles Værn)

Det kan ellers være i netop gaveræset til jul og fødselsdage for familiens børn, at det kan være svært at være den olde- eller bedsteforælder, der ikke har råd til store gaver, viser et ph.d.-projekt på initiativ af Fonden Ensomme Gamles Værn og udført af sociolog Rikke Nøhr Brünner. Hendes forskning undersøger hverdagslivet og levekårene for den gruppe ældre, der lever udelukkende af folkepension og eventuelt ganske lidt i ATP oveni. Det er første gang herhjemme, at kvalitativ forskning kobles sammen med kvantitative data på dette område, hvilket giver en dybere forståelse for folkepensionisters vilkår.
 
– I det store hele opfatter pensionisterne ikke sig selv som fattige, men i visse sociale situationer, bliver det tydeligt, at de ikke kan følge med andre, siger Rikke Nøhr Brünner.

Et eksempel kan være, hvis veninderne går på café, og der ikke er penge til at tage med. Det bliver oplevet som skamfuldt, ligesom der måske ikke er penge til at gengælde andres invitationer til aftensmad, og i stedet er der ’kun’ mulighed for at byde gæster på kaffebord.
 
På et tidspunkt var Ann Fabricius’ svigerdatter forbi til en kop kaffe, og da hun var gået, lå der 300 kr. gemt under underkoppen.
 
– Det havde jeg vældig svært ved at sige tak for. Hun vidste godt, jeg aldrig ville have taget imod de penge, hvis hun havde tilbudt dem. Jeg spørger sjældent om hjælp, for jeg vil klare mig selv. Jeg har hele livet haft en kan-selv-indstilling, siger Ann Fabricius.
 
Og hun kan stadig rigtig meget selv, selv om kræfterne ikke er de samme længere. Det er ryggen, bentøjet og synet heller ikke, så hun får hjemmehjælp flere gange om dagen. Hun er heller ikke så udadvendt, som hun har været, men hun går stadig op i fremtoning og udseende.
 
– Da jeg var en størrelse 38-40, købte jeg oftere en dragt eller en kjole. Det var, da jeg havde en talje. I dag køber jeg ikke længere tøj, men jeg finder noget bagest i skabet, og det kan jeg bruge på mange nye måder, siger Ann Fabricius.
 
Hendes evne til at gøre en dyd ud af nødvendigheden kombineret med erfaringerne fra krigens knaphed, gør, at Ann Fabricius hverken er typen, der forlader sig på andre eller brokker sig.
 
– Det er meget typisk for deltagerne i min undersøgelse. Når de sammenligner deres egen situation med, hvordan deres bedsteforældre havde det i sin tid, kan de se, de har klaret sig meget bedre, siger Rikke Nøhr Brünner.
 
Fonden Ensomme Gamles Værn har finansieret forskningen sammen med VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, mens Sociologisk Institut ved Københavns Universitet har udgivet undersøgelsen.