Print Mail

Arv gavner sociale ferier
I 2001 modtog vi en arv fra skofabrikant Else Cornett til ferier for ældre. I testamentet stod der, at pengene skulle bruges i løbet af 10 år. For de midler skabte vi livsbekræftende ferieoplevelser og højskoleferier for ældre.



Ensomhed brydes på højskoleferier
For de fleste er ferier et pusterum fra et travlt hamsterhjul. For andre er ferier et afbræk fra en ensom hverdag. Ensomme Gamles Værn har igen dette forår finansieret højskoleferier, for erfaringerne viser, at de gør en forskel. Det kan Thilde Kjær på 89 år skrive under på:

"Der kommer venskaber ud af det, og jeg får minder, som jeg kan leve på længe. Derhjemme går jeg ene og alene," siger hun.

Se filmen, hvor deltager Thilde Kjær på 89 år fortæller, hvor markant forskel en højskoleferie gør - også selvom man har en stor familie.


 

 

Ferier

På ferie med Ensomme Gamles Værn
Vores ferier er tilbud til ældre, der trænger til at komme væk fra hverdagen. Ofte styrker ferier det sociale liv på en måde, der rækker ud over de konkrete ophold.

Højskoleferier vækker liv
Højskoleopholdet er en uge, der er særligt tilrettelagt med øje for deltagernes formåen, da en del er mellem 80 og 90 år. Middagshvile og halvdagsudflugter, morgengymnastik, sysleværksteder, dans og korsang er ud over de sædvanlige højskoleforedrag med til at fylde dagene med aktiviteter og samvær.

Der er altid frivillige med på vores højskoleferier. Deres tid og kræfter skaber tryghed ­- også hvis man frygter at falde på badeværelset.

Få nye venner sent i livet
Det er aldrig for sent at få styrket det sociale liv! I vinteren 2013 kom to ældre kvinder på højskole. De havde begge lige mistet deres ægtefælle og havde svært ved at finde socialt fodfæste. Begge blev de tilbudt en højskoleferie og fik at vide, at en anden ældre dame skulle med. Inden afgang mødte de hinanden og lærte hinanden bedre at kende. Da de skulle af sted med bussen, var det oplagt, at de kørte sammen til højskolen. Under kurset mødte de flere nye mennesker, som de begge siden har holdt fast i. De har bl.a. arrangeret julefrokost for de andre deltagere. De to kvinders venskab har også bragt dem sammen på sommerferie, og de har hjulpet hinanden - i den livsomvæltning det kan være - at komme på plejehjem.

Damer på række