Print Mail

Nyhedsmail april 2015

Kære læser

Endelig, endelig er der kommet fokus i offentligheden på ensomhed og betydningen af menneskers sociale liv. Det er der i DR's valg af ensomhed som tema i denne uge 17. Det er der også i kraft af Folkebevægelsen mod Ensomhed, der bl.a. har lanceret en hjemmeside og en facebook-profil, hvor diskussioner foregår og aktiviteter præsenteres. Folkebevægelsen markerer bekæmpelsen af ensomhed med en fælles eventdag fredag den 24. april. Folkebevægelsen tæller nu mere end 50 organisationer, NGO'er, kommuner og virksomheder, hvis vision er at halvere ensomheden i Danmark inden 2020.

Ny VIDEN:

Særligt de unge og de ældste kæmper med alvorlig ensomhed

En ny rapport tegner et billede af de cirka 210.000 danskere fra 16 år og op, der kæmper med alvorlig ensomhed. Det svarer til ca. 5 % af befolkningen. Rapporten er udarbejdet for Mary Fonden af lektor Mathias Lasgaard fra CFK - Folkesundhed og Kvalitetsudvikling, Region Midtjylland & Syddansk Universitet.
De aktuelle tal, der er fra 2013, viser, at forekomsten af ensomhed er størst blandt unge på 16-29 år og de ældste på 85 år og derover. De unge ældre i aldersgruppen 65-79 år er derimod den aldersgruppe, hvor ensomheden er mindst udbredt. Køn er ikke en afgørende faktor ud over i ungdomsårene, hvor flere kvinder end mænd er ensomme. Generelt er mennesker, som er gift, mindre ensomme end ugifte og fraskilte. Om man bor på landet eller i byen har ingen betydning for ensomheden ud over blandt de 65-79-årige, som er lidt mere ensomme på landet.

Rapporten findes på Mary Fondens hjemmeside

 

HUSK vores konference Forstå ensomhed

Husk konferencen Forstå ensomhed - ny viden, nye veje den 20. maj på Nyborg Strand. Her vil vi belyse ensomhedens væsen og forskellighed, veje ud af ensomhed for yngre og ældre voksne - og vi skal diskutere, hvordan vi undersøger og måler ensomhed.


Mange hilsner fra

Christine til nyhedsmail_beskåret

Christine E. Swane
Direktør