AFSLUTTET FORSKNING

 

EGV har senest støttet disse projekter

 

- En uges socialt fællesskab

- Traumatiseringsreaktion hos ældre efterladte

- Svært overvægtige gamle menneskers levekår

- Ældre og bevægelse

- Ud af usynligheden - ældre homoseksuelles livshistorier

- At flytte på plejehjem

- Hjemmehjælp, udførelsen af daglige aktiviteter og velbefindende blandt ældre

- Ældres migration i ind- og udland

- Blade af et ældreliv

- Ældrelivet for etniske minoriteter

- Gamle hjemløse
- Patientstøtter til gamle patienter på hospital

- Tid til familie – ældre indvandreres netværk

- Et ældreliv i ensomhed
- Ensomhed i alderdommen – besøgsvenners betydning

 

 

En uges socialt fællesskab. Antropologisk studie af EGVs ferier og højskole

 

Antropolog Louise Scheel Thomasen har været ansat som forskningsassistent i EGV i 2009-10, hvor hun har gennemført feltarbejde og kvalitative interviews med deltagere i EGVs ferier og højskoleophold. Projektet belyser hvordan relationer opbygges, hvad der karakteriserer det sociale fællesskab samt om de nye relationer og det erfarede fællesskab på ferierne efterfølgende sætter sig spor i deltagernes liv og hverdag.
Projektet er finansieret af EGV med 436.000 kr. Rapporten udkommer oktober 2010.

 

Traumatiseringsreaktion hos ældre efterladte

 

Psykolog Maja O'Connor fra Psykologisk Institut ved Aarhus Universitet har forsvaret ph.d.-afhandlingen ”A quantitative, psychological study of Posttraumatic Stress Disorder in elderly bereaved people and the impact of personality on the grief reaction.” Afhandlingen handler om ældre menneskers traumatiseringsreaktion i forbindelse med ægtefælles død. Den eksisterende forskning har haft fokus på sorgreaktioner, som er noget andet end traumatisering. Formålet har været at undersøge omfanget af symptomer på posttraumatisk stress syndrom (PTSD) blandt efterladte ældre igennem 18 måneder, og undersøge hvad personlighedsfaktorer betyder for tabsreaktionen. Metoden er en løbende undersøgelse af 200 65+årige efterladte og 200 gifte kontrolpersoner som er fulgt intensivt i 18 måneder.
Resumé af projektet
Projektet er støttet af EGV med 212.000 kr.
 

 

Svært overvægtige gamle

 

I Danmark forskes der meget i aldring og overvægt - men hver for sig. EGV har taget initiativ til at belyse om der er særlige problemer knyttet til det at være gammel og svært overvægtig - på én gang. Og det er der.

13 pct. af ældre mænd og 12 pct. af ældre kvinder er svært overvægtige, 39% er "kun" overvægtige. Og med den vestlige verdens fedmeepidemi, og de mange overvægtige midaldrende, er der god grund til at tro at disse tal fortsat vil vokse.

Undersøgelsen viser at svær overvægt har en social slagside, som det ses i yngre aldersgrupper. Eksempelvis er personer som ikke har fået en erhvervsuddannelse, oftere svært overvægtige end deres jævnaldrende.

Der er flere svært overvægtige ældre som har sygdomme, og flere som har gener af sygdomme i hverdagen. Færre er selvhjulpne og fysisk aktive, selv om de har et socialt liv som matcher deres jævnaldrende. På trods af at flere svært overvægtige har en nedsat førlighed og dermed behov for hjælp, modtager de ikke oftere hjemmehjælp eller hjælp fra familien end andre ældre.

Se publikationen her

Svært overvægtige gamle er skrevet af sociolog Merete Platz og udgivet af Videnscenter på Ældreområdet. Projektet er initieret og finansieret af EGV med 287.800 kr. Der blev afholdt debatmøde den 11. maj 2009 i forbindelse med projektet. Se program og referat fra dagen på www.aeldreviden.dk.

 

 

Ældre og bevægelse

 

Professor Gertrud Pfister og stud.scient. Mette Rosenlund Sørensen, Institut for Idræt, Københavns Universitet har gennemført et studie af ældre og bevægelse. Undersøgelsen viser at relativt mange ældre ikke er fysisk aktive. Det er derfor væsentligt at gøre en ekstra indsats for denne gruppe og undersøge årsagerne til, at det fysiske aktivitetsniveau falder med alderen. Rapporten belyser ældres muligheder for at være fysisk aktive i København, såvel de strukturelle rammer - lovgivning og politik - som konkrete aktiviteter.

 

Mette Rosenlund Sørensen, Gertrud Pfister. Ældre og fysisk aktivitet – Muligheder for idræt og motion i København. Institut for Idræt, Det naturvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet 2008.

Se rapporten her

Projektet er støttet af EGV med 107.280 kr.

 

Ud af usynligheden – ældre homoseksuelles livshistorier

 

Forskningsassistent, cand.mag. Jens Duedal Vesterlund, Gerontologisk Institut har i 2007-08 gennemført et kvalitativt studie om ældre homoseksuelle. Med et udvalg af portrætsamtaler og livshistorier med tolv mænd og seks kvinder på 60+ år fra hele Danmark, belyser bogen hvordan ældre homoseksuelle mænd og kvinder oplever deres situation, udfoldelsesmuligheder og begrænsninger gennem livet i dagens Danmark. Projektet er gennemført for Gerontologisk Institut i samarbejde med Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske.

Resumé af projektet

Bogen er udgivet på forlaget Frydenlund,www.frydenlund.dk

Projektet er af EGV støttet med 200.000 kr.

 

 

 At flytte på plejehjem 

 

Atropolog Jens Erik Kofod (nu SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd) forsvarede 30. oktober 2008 ph.d.-afhandlingen ”Becoming a Nursing Home Resident. An Anthropological Analysis of Danish Elderly People in Transition.” Projektet er et kvalitativt studie af ældre mennesker der flytter fra eget hjem eller hospital til fire forskellige plejehjem og leve- bomiljøer. 16 personer er fulgt og interviewet gentagne gange i løbet af processen fra visitation til et halvt år efter indflytning i 2004-05. Projektet viser bl.a. hvor omkostningsfuld processen er for den enkeltes identitet fordi det er en svær proces at nedlægge sit hjem, og hvor betydningsfulde de sociale relationer til personalet er på plejehjemmet er. Det viser også at de nyindflyttede beboere har uindfriede ønsker til genoptræning på plejehjemmet.

Se ph.d.-afhandlingen (på engelsk)

Projektet er støttet af EGV med 18.000 kr.
 

Hjemmehjælp, udførelse af daglige aktiviteter og velbefindende blandt ældre

 

Docent Eigil Boll Hansen, forskningsleder Eskil Heinesen og Vibeke Tornhøj Christensen, Anvendt KommunalForskning (AKF) har undersøgt hvilken rolle hjemmehjælp spiller for ældre borgeres velbefindende og ensomhed samt for deres funktionsevne, dvs. evne til at udføre daglige aktiviteter. Undersøgelsen viser bl.a. at hyppigheden af hjemmehjælp ikke har nogen betydning for hvor godt borgerne er i stand til at udføre daglige aktiviteter fem år senere. Desuden viser den at hyppigheden af hjemmehjælp i 1997 ingen indflydelse havde på hvor ensomme borgerne var i 2002. Undersøgelsen omfatter hjemmeboende borgere på 67-77 år og baserer sig på interview foretaget i 1997 og igen i 2002.
Resumé af projektet
Læs afsluttende rapport (på engelsk)
Projektet er støttet af EGV med 50.000 kr.
 

Ældres migration i ind- og udland

 
Seniorforsker Anne Leonora Blaakilde (Gerontologisk Institut) har sammen med forskningsassistent Lone Ree Milkær lavet en undersøgelse af ressourcer og risici knyttet til ældres migration, dels ældre danskere der flytter til Spanien, dels ældre danskere som bor på helårsbasis i sommerhus. Fælles er at de ældre ved pensioneringen oplever at deres liv bliver frisat, og mange får lyst til at udleve deres drømme, de søger sol og varme (også pga. helbredet), naturen mv. Undersøgelsen viser at de interviewede opfatter det som vigtigt selv at vælge deres ”livsform” i ældrelivet, men den peger også på at der måske skal tænkes i nye former for hjælp og støtte for at vedligeholde disse ældre menneskers fysiske, mentale og sociale ressourcer.

 

Anne Leonora Blaakilde (red.). Når pensionister flytter hjemmefra. Ressourcer og risici ved migration i det moderne ældreliv. Rapport nr. 13 i Skriftserien fra Gerontologisk Institut, 2008. Fås ved henvendelse til Gerontologisk Institut på telefon 39 40 10 10 eller på www.geroinst.dk.
Resumé af projektet

Projektet er støttet af EGV med 1.377.000 kr.
 

Blade af et ældreliv - om at blive gammel, skrøbelig og ensom

 

Merete Platz, Gerontologisk Institut, har fået overladt et enestående materiale, 5000 kalenderdagbogsblade fra en 15-årig periode hvor en 80-årig kvinde efter sin mands død skrev dagbog hver eneste dag til hun blev 95 år gammel. Materialet har givet en usædvanlig mulighed for at studere ensomhed som en del af det levede liv hos et menneske, uden at der har været en forudgående fokusering på ensomhed.

 

Merete Platz. Blade af et ældreliv. Rapport nr. 12 i Skriftserien fra Gerontologisk
Institut, 2007. Fås ved henvendelse til Gerontologisk Institut.

Projektet er støttet af EGV med 631.705 kr.

 

Ældrelivet for etniske minoriteter

 

Videncenter for Interkulturel Pædagogik ved Üzeyir Tireli, Peter Mikkelsen, Rikke Winckler Engelbrechtsen og Sara Mia Bram Nielsen.

Projektet undersøger hvordan en gruppe ældre etniske minoriteter fra Pakistan, Bosnien og Tyrkiet oplever dét at være ældre i Danmark. Samtaleværksteder har givet et godt billede af hvordan et ældreliv ser ud for disse grupper. Det er for mange ikke tilfredsstillende. De føler alle et stærkt savn af hjemlandet og livet der, og de savner de mennesker de har forladt. Mest af alt savner de mere tid med deres herboende børn.

 

Üzeyir Tireli, Peter Mikkelsen, Rikke Winckler Engelbrechtsen og Sara Mia Bram Nielsen. Livet som ældre etnisk minoritet i Danmark. Videncenter for Interkulturel Pædagogik, CVU Storkøbenhavn 2007.

Resumé af projektet

Se rapporten her 

Projektet er støttet af EGV med 300.000 kr.

 

Gamle hjemløse


George Leeson, gennemført i samarbejde med Kirkens Korshær.

Vi ser de hjemløse på gaden: alkoholikere, narkomaner, psykisk syge og andre der ikke kan finde sig tilpas i det traditionelle indendørs liv i en fast bolig. For nogle er hjemløsheden startet tidligt i livet, for andre senere. Kan vi gøre noget for at sikre disse mennesker en bedre tilværelse som gamle og en mere værdig afslutning på livet? Forskningsprojektet rummer et litteraturstudie samt analyse af en række samtaler med gamle hjemløse som er brugere på Kirkens Korshærs varmestuer flere steder i landet.


George W. Leeson. Et af ensomhedens ansigter – gammel, hjemløs og glemt. Et studie blandt gamle hjemløse i Danmark. Kirkens Korshær og EGV, 2006. Der er også udgivet et mindre hæfte med hovedresultaterne fra studiet. 

Se rapporten her 

Projektet er støttet af EGV med 1.034.000 kr.

 

Patientstøtter til gamle patienter på hospital


Gerontologisk Institut ved Jesper Wégens og Anne Leonora Blaakilde, gennemført i samarbejde med Dansk Røde Kors.

Patientstøtteordninger er endnu på forsøgsstadiet i Danmark, og det er derfor vigtigt at indhøstede erfaringer kommer andre til gode. I 2004 satte Københavns Amt pilotprojektet ”Frivillige på sygehusene” i gang. Det kvalitative studie af projektforløbet viser at patientstøtter først og fremmest gennem samtale og tålmodigt nærvær kan give trøst og menneskeligt samvær, i det omfang patienterne selv føler trang. Herudover hjælper de patienterne med forskellige småtjenester på linje med pårørende.

 

Jesper Wégens. Patientstøtter – Frivillige på professionel grund. Rapport nr. 11 i Skriftserien fra Gerontologisk Institut, 2006. Fås ved henvendelse til Gerontologisk Institut.

Se resultater fra projektet

Projektet er støttet af EGV med 754.525 kr.

  

Tid til familie - ældre indvandreres netværk

 

Den første generation af indvandrere fik ikke den bedste modtagelse og integration i Danmark. Projektet ”Tid til familie” blev iværksat for at forbedre vilkårene for ældre indvandrere i Urbanområdet i Århus ved at styrke båndene mellem de ældre og deres familier. Projektet er afsluttet i 2005, men fortsættes baseret på frivillige mentorers egne kræfter. Forskningsprojektet belyser de sociale netværk der udvikles gennem projektets aktiviteter – hvad virker fremmende, og hvad hæmmer udviklingen af ældre indvandreres netværk?

 

Lars Holmboe. Tid til familie. Aktionsforskning i forbindelse med projektet ”Tid til familie – ældre indvandreres livskvalitet i det vestlige Århus”. Interkulturel Rådgivning, 2005.

Se rapporten her

... og følg med i netværksarbejdet på www.interkultur.dk

Projektet er støttet af EGV med 100.000 kr.

 

Et ældreliv i ensomhed


Gerontologisk Institut ved Merete Platz.

Ensomhedsproblemet er ikke større i dag end det har været tidligere – heller ikke for de ældste. Men med tab af ægtefælle risikerer ældre mennesker at blive uønsket alene og hertil knytter sig en række aspekter som er forbundet med ringere livskvalitet. Der er kvalitativt tale om et stort problem for det mindretal af ældre, som rammes af ensomhed. Analyserne er gennemført på grundlag af en forløbsdatabase til forskning og udredning på ældreområdet – populært kaldet ”Ældredatabasen”.

 

Merete Platz. Et ældreliv i ensomhed? Rapport nr. 9 i Skriftserien fra Gerontologisk
Institut, 2005. Fås ved henvendelse til Gerontologisk Institut.

Se resultater fra projektet

Projektet er støttet af EGV med 689.200 kr.

 

Ensomhed i alderdommen – besøgsvenners betydning


Gerontologisk Institut ved Jesper Wégens, gennemf&os